Denne udgave er identisk med 1. udgaven trods det nedsatte sideantal. Det går hårdt til i Philip den andens Spanien, hvor en uægte søn af en spansk grande meget mod sin vilje bliver sendt som en slags spion ned blandt sin moders landsmænd, mauerne. Hans notoriske ædelhed slår ikke til overfor det politiske rænkespil, så historien ender med, at han flygter med sin udkårne, datteren af en nederlandsk købmand, til friheden under Vilhelm af Oranjen. Bogen er spændende nok, til trods for at handlingen alene foregår gennem personernes samtaler og der derfor ikke er noget af det »historiemaleri«, som Lauring ellers er en mester i. Den kommer altså ikke på højde med Den gyldne gren (som vi har fået i ny udgave) og heller ikke med Vitellius og Borger Alexandre (som vi savner meget), men da P.L. ikke kan skrive en dårlig roman, må anskaffelse kunne forsvares, især p.gr.a. manglen på historiske romaner.