Allbeury har i mange år ligget solidt i spiongenrens 1. division. I det lange løb sikrer ham ikke oprykning til superligaen, selv om der som sædvanlig er tale om solidt forsvarsarbejde. Personer i magtens korridorer i USA, England og Tyskland ser med bekymring på, hvordan sensationslystne mediefolk undergraver magtapparatet med løgne, fortielser og grundløse beskyldninger. Magtapparatets grå eminencer går til modangreb mod medierne, men i stedet befinder de sig pludselig i en dybt alvorlig kamp mod en meget alvorligere fjende. Anarkistiske men velorganiserede kræfter i de tre lande har som erklæret mål at omstyrte den verdensorden, vi kender idag. Det sker bl. a. ved hjælp af computerteknologi og Internettet, men målet helliger i øvrigt ethvert middel, også selv om det drejer sig om mord på politikere og præsidenter. Centralt i fortællingen står en af disse kræfters bagmænd, en tidligere koncentrationslejrfange, der stik mod al fornuft opbygger et varmt venskab til bogens hovedperson, den engelske agent James Mason. Denne fortælling er ikke blandt Allbeurys bedste. Den tidligere oberstløjtnant i efterretningstjenesten har ikke rigtig fundet melodien efter Murens fald.