Billedbogen I kælderen efter æblemost handler om at være mørkeræd. Bogen henvender sig til børn på 4-6 år og kan lægge op til en snak om at være bange for forskellige ting og om at overvinde sin frygt.
Villys familie (som er hunde) er ved at gøre klar til aftensmad, men de mangler noget æblemost. Familiens øvrige medlemmer er i fuld gang med at forberede aftensmaden, så det bliver lillebror Villy, som må gå i kælderen efter en flaske æblemost. Villy er bange for den mørke kælder, men han tager mod til sig, og selvom han går forbi nogle ting, som virker uhyggelige, klarer han opgaven alligevel. Billedbogen gengiver rigtig fint, hvordan det er at være bange, fx for et lagen der ligner et spøgelse, og samtidig er bogen ikke alt for uhyggelig for de yngre billedbogslæsere. Det er den tyske forfatter og illustrator, Thomas Müller, som har skrevet og illustreret billedbogen. Thomas Müller har tidligere udgivet 5 billedbøger på dansk, senest Hvad kommer susende forbi?, 2013. Der er et rigtig fint samspil imellem tekst og illustrationer. De herlige og farverige illustrationer har masser af liv og bevægelse og indeholder mange detaljer, som man kan gå på opdagelse i.
Der findes mange billedbøger om at være mørkeræd, fx Jana Freys Tænd lige lyset!, 2014, men denne hører absolut til blandt de bedste.
Det en charmerende og anvendelig billedbog om at være mørkeræd, som også viser, hvordan man kan prøve at overvinde sin frygt.