Det er den store skæbnebestemte kærlighed, der er den amerikanske forfatters projekt, og den tid der går, inden man finder den, kalder hun for mellemtiden. Men for ikke at fordrive ventetiden uproduktivt foreslår hun, at man bruger den til at forberede sig bedst muligt på den store begivenhed. Med den velkendte psykologiske metafor - huset - som symbol for sindet, anbefaler Vanzant en grundig forårsrengøring fra kælder til kvist, hvor målet er personlig vækst i nyreligiøs betydning. Bogen er således ikke en reparationsvejledning af eksisterende parforhold, men snarere et serviceeftersyn af ens egen evne til at elske og blive elsket. Forfatterens ordrige stil giver anledning til en del digressioner undervejs, som sammen med mange anekdoter fra hendes eget liv gør bogen til noget af en prøvelse, hvis man leder efter professionel rådgivning. Men der er ingen tvivl om, at hun rammer en tone, som mange søgende mennesker finder ægte og opbyggelig.