lorem ipsum dolor sit amet ...
Tidsskrift
Hent dine bestillinger på dit foretrukne bibliotek
Musik / jazz
...
...
...
...
...
...
...
...
...
...
...
...
I think it's going to rain today
Mad world
On Saturday afternoons in 1963
Blame it on my youth
Moon on my shoulder
Smile
Sometimes I'm happy
Into my arms
I fall in love too easily
Showbizz people
Last goodbye
Artiklen er en del af
Artiklerne i handler ofte om
Fra
Alle registrerede artikler fordelt på udgivelser
...
...
...
...
...
d. 23. mar. 2010
af
af
Ivan Rod
d. 23. mar. 2010
"Hanne Boel og Carsten Dahl fremstår som ét organisk hele - med eller uden [strygere] - på disse iørefaldende numre, som reelt fortolkes på ny af den rutinerede sangerinde og hendes sidemen".
d. 26. mar. 2010
af
af
Kjeld Frandsen
d. 26. mar. 2010
"Hanne Boel er sammen med pianisten Carsten Dahl på ekskursion i et neddæmpet og lyrisk univers ... Men selv om stikket er trukket ud af sange fra rockkunstnere som Tears For Fears, Lyle Lovett, Nick Cave og Steely Dan, mangler de ikke spænding. De er blot blevet forsynet med nogle nye og lyriske dimensioner. Pianisten Carsten Dahl følger intenst vokalisten, og samtidig overrasker han med originale melodilinjer og akkorder, som både giver musikken fundament og løft ... Men ellers er det Hanne Boel, der giver og fastholder de fine og let melankolske stemninger. Særligt fascinerende i smukke jazzballader som "I Fall In Love Too Easily", og - helt specielt - Blame It On My Youth, som næppe tidligere er formidlet så smukt og så troværdigt".
d. 12. apr. 2010
af
af
Peter H. Larsen
d. 12. apr. 2010
"Lige meget om man vil vælge at kalde dette for en jazzplade, så er og bliver Hanne Boel soulsanger. Det er i det ' sorte' repertoire, hendes fornemme altstemme fungerer bedst, og det er i den rytmik, hun føler sig mest hjemme og kan sætte mest trumf på - som i Steely Dans »Showbizz People« - mens hun godt kan have svært ved at fylde det rum ud, som Dahls diskrete puls efterlader til hende i klassiske jazzstandards som Styne og Cains »I Fall In Love Easily« eller Levant og Heymans »Blame It on My Youth«. Så går det meget bedre dér hvor både musik og tekst er af mere lidenskabeligt besværgende art".
d. 25. mar. 2010
af
af
Thomas Michelsen
d. 25. mar. 2010
"Cd'en er et eksperiment. Nøgen og nøgtern i sin undersøgelse af, hvad Hanne Boel og Carsten Dahl kan sammen. Tempoet er indstillet på langsomme ballader ... Det meste af tiden er sangerinden alene med pianisten, der kan jage tankerne i retning af Keith Jarrett, når han dypper sine tangenter i et toneartsopløsende syrebad ... Hanne Boel farver med ærlige rockkulører. Gribende, når hun læner sig i retning af Annie Lennox, mens klaveret forløser det enklest tænkelige akkompagnement på strygerbaggrund i 'Mad World'. Resultatet er et vaskeægte noir-hit, som man hurtigt vender tilbage til ... Et ærligt eksperiment med fine resultater. Et stærkt statement, om end ikke nødvendigvis et hundrede procent helstøbt album, der giver et kig ind i eksperimentariet".
d. 22. mar. 2010
af
af
Henning Høeg
d. 22. mar. 2010
"Hanne har selv komponeret den smukke »Last Goodbye«. Men ellers er det folk som Nick Cave og Rickie Lee Jones, der står for sangene. Og resultatet er det perfekte soundtrack til en stille stund bag regnvåde ruder".
d. 20. mar. 2010
af
af
Thomas Treo
d. 20. mar. 2010
"Boels professionalisme har altid medført en slags overkontrolleret tillukkethed, men på 'I Think It's Going To Rain' smider hun hæmningerne, og der er en hidtil uhørt inderlighed og intimitet i hendes overraskende løsslupne stemmebånd, som snor sig om repertoiret med nyfunden nysgerrighed og længsel, der leder tankerne i retning af Jimmy Scott og Cassandra Wilson".
Vurdering : 4/6.
Nr. 115 (2010)
af
af
Bjarne Søltoft
Nr. 115 (2010)
"[Boels] vanligvis udadvendte profil [er] klogelig neddæmpet til fordel for en intim musiceren alene sammen med den fintmærkende pianist Carsten Dahl - og stedvis suppleret med Butch Lacys indfølte arrangementer for strygetrio. Og hermed bliver spørgsmålet "jazz eller ej" velgørende reduceret til et mediehysterisk anliggende. Boel tolker en håndfuld songwriter-sange samt fire velkendte standards fra jazzens repertoire. Hendes stemmekvaliteter er fremtrædende. Det dybe alt-leje er hendes adelsmærke, med god klangfylde selv når hun nærmer sig det hviskende. Også hendes vibrato er flot (men især en smagssag). Men stedvis overeksponeres disse stemmemæssige fortrin og bliver til en spærre for tekstnærheden, som noget overdramatisk eller patetisk".