Samlet udgave af 6 af Ib Spang Olsens billedbøger. En lækker bog på lækkert papir, som både vil gøre sig på hylderne og som gavebog for børn fra godt 3 år.
Det lille lokomotiv, Kiosken på torvet, Regnen, Min bold, Drengen i Månen og Blæsten udkom næsten alle som såkaldte foldebøger, der fulgte med som avistillæg og var en mindre velbeslået tids tilbud til børn. Senere er de alle trykt som billedbøger, og de findes sikkert stadig på bibliotekerne på grund af den solide indbinding og det gode papir. Og her er de så i en stor, samlet og lækker udgivelse på mindst lige så lækkert papir og med lige så stor glød i farverne som i de oprindelige bøger. Men indholdet da? Kan det stå sig i dag? Det synes jeg. Det er stadig søde og dejligt illustrerede historier med en stille charme og et sprog, som tager sin lille læser ved hånden på en meget rolig og hyggelig måde. Vi kender alle hans streg med skraveringerne, de bløde farver og de charmerende figurer fulde af bevægelse og den meget danske stemning fra en anden tid. Bare tag historien om det lille tog, der drøner afsted med konens stribede viskestykker og et juletræ lige ind i Hillerød.
Der er som sagt nok stadig en del tilbage af de gamle bøger.
Ib Spang Olsen et et ikon som Thomas Winding, Sven Otto S og Halfdan Rasmussen og selv om der for mig er en hel del nostalgi forbundet med at sidde med denne bog a la Legestue, Ingrid og Lillebror og gamle julekalendre, så tror jeg stadig, den kan gøre sig i de små hjem.