Spil / computerspil

Ice age 2 : the meltdown


Beskrivelse


Platformspil. Hjælp den uheldige gnaver Scrat med at samle en masse nødder! Du skal hoppe, dykke og gå på opdagelse i varierede omgivelser, f.eks. snelandskaber og underjordiske ishuler. Se eller gense filmsekvenser fra tegnefilmen "Ice Age 2".

Anmeldelser (4)


Bibliotekernes vurdering

d. 27. juni 2006

af

af

Hans Nielsen

d. 27. juni 2006

Playstation 2. Platformspil præget af enkelhed i gameplay og en grafik, der er virkelig cool. Spillet, der er lavet over filmen af samme navn, har det lille lilegern Scart som hovedperson i en historie om en lille flok fortidsdyr, der finder ud af, at istiden er ved at være slut, så de må forberede sig på overlevelse i en ny tid. De bygger en ark og finder fast grund at leve videre på. Egernet er dog mest interesseret i at finde og spise agern, der giver point i spillet. Der er et klassisk Disney-agtig touch over tegnestil og humor i spillet. Enkelhed i gameplay skal forstås som et særdeles positivt træk. Det er lykkedes at skabe enkelhed uden at ende med et spil, der er simpelt. Det betyder, at børn allerede fra 5-6 års alderen vil kunne få en stor og god spiloplevelse med Ice age 2. PEGI siger 3+, men den mærkning vedrører jo også kun forargelsesniveauet. Det er ikke - som i mange andre filmbaserede spil - næsten en forudsætning at have set filmen for at få stort udbytte af spillet. Historien er meget godt fortalt i de flotte filmsekvenser. Mange indlagte minispil som for eksempel Pingvin Bowling er med til at skabe variation i spilleforløbet. Der er et fornuftigt forhold mellem den tid det tager at gennemføre spillet, og den kendsgerning at spillet skal afleveres igen på biblioteket - og det er jo langt fra en selvfølge. Sproget er engelsk. Godt også til de yngste PS-spillende piger, og her er markedet jo traditionelt lidt tyndt.


Bibliotekernes vurdering

d. 23. juni 2006

af

af

Finn Wraae Poulsen

d. 23. juni 2006

Game boy advance. Samtidig med filmudgaven af Ice age 2 : the meltdown udkom som sædvanlig et tilsvarende spil til en bred vifte af konsoller. Spillet er et udmærket, men også lidt traditionelt side-scrollende platformspil med mange indlagte puzzles. Spillet følger i hovedlinierne historien fra filmen: Istiden lakker mod enden og vores 3 hovedpersoner, Mammutten Manny, Sabeltigeren Diego og dovendyret Sid opdager, at en kæmpeoversvømmelse truer alle dalens dyr. De 3 venner skal nu løse en række puzzles for at redde de nødstedte dyr i dalen. Spillet er opdelt i en række verdener, og hver verden starter med en arcade-bane med det elskede egern Scrat, der er på jagt efter agern. Banerne er tilrettelagt således, at Manfred, Sid og Diego skal samarbejde ved at bruge hver deres særlige evner og egenskaber for at løse spillets puzzles. Manfred kan fx kaste Sid over klippespalter, skubbe klippeblokke til side, medens Sid fx i modsætning til de 2 øvrige ikke kan gå over områder med lava, men han kan til gengæld klatre op ad stejle klippevægge. Hver af de 5 verdener afsluttes af en Boss-kamp mod de nederdrægtige, forhistoriske bæster fra vandet, som også er kendt fra filmen. Grafikken og lyden i spillet er på det jævne, og hører ikke til det mest spændende, der er set på denne konsol. Spillet, som har en PEGI-rating på 3+, kan spilles af børn fra ca. 6 år. De vil i løbet af kort tid have styr på spillets meget simple kontroller. Der kræves en smule voksenhjælp til igangsætning af spillet, men ellers tror jeg ikke, at den manglende danske tekstning vil udgøre et stort problem for målgruppen. Et spil der ikke vil stå og fylde op på bibliotekernes spil-hylder ret længe ad gangen. Spillet er multisproget, men ikke på dansk.


Bibliotekernes vurdering

d. 23. juni 2006

af

af

Lone Rahbek Christensen

d. 23. juni 2006

Cd-rom. Det er efterhånden reglen mere end undtagelsen, at der udkommer et computerspil i kølvandet af en ny, stor tegnefilm, og Ice Age 2 (IA2) er endnu et eksempel. Resultatet er ikke altid lige vellykket, men IA2 er faktisk et rigtig udmærket, men også ret traditionelt platformspil. Spillets hovedperson er den lille charmerende, uheldige gnaver Scrat, som i filmene er på evig jagt efter en nød. I spillet får han imidlertid sin lyst styret, for der er virkelig mange forskellige slags nødder at samle op! Som i så mange andre platformspil foregår det ved at hoppe op på afsatser, dykke under vandet og meget andet. Der er også herlige gensyn med de umage rejsekammerater Manfred, Sid og Diego. En række småspil er integreret i selve spillet, fx Sid på en isbane. Spillet er krydret med flotte filmsekvenser. Styringen er intuitiv, og man bruger næsten hovedsagelig tastatur, men ind imellem mus. Spillets absolutte force er Scrats herlige mimik, som er gengivet helt fantastisk i spillet. Man griber sig selv i at gentage hans mange forskellige bevægelser i spillet - bare for at nyde synet! Figurerne i spillet er i det hele taget meget flot udført, mens den øvrige grafik er mere jævn. Lydsiden er glimrende, og den sparsomme dialog er indtalt af de samme personer som i filmen. Spillets største ulempe er lejlighedsvise blinde kameravinkler, som gør det lidt svært at styre, men som regel kan man klare sig ved at rykke figuren lidt, og problemet er ikke større end i så mange andre spil af typen. Fans af filmene vil elske spillet, men andre kan også sagtens være med. PEGI +3 passer udmærket. Spillet er primært for børn fra 5-12 år, men pga. de humoristiske indslag vil også en del unge og voksne nyde et par timers sjov foran skærmen. Sprog: engelsk.


Berlingske tidende

d. 22. apr. 2006

af

af

Erik Bork

d. 22. apr. 2006