Ny titel i Børsens praktiske, "ind-til-benet" serie Kort til viden. Bogen henvender sig primært til ledere, men også til medarbejdere, der ønsker et udvidet kendskab til idéudviklingsprocessen. Bogen kunne indgå i en temaudstilling om idéudvikling og tilgrænsende emner. Eller i en udstilling sammen med de efterhånden mange titler i denne serie.
Bogens forfatter har gode forudsætninger for at skrive om emnet. Hun har tre års ph.d.-forskningsarbejde indenfor idé- og innovationsledelse samt 15 års praktisk erfaring. Bogen hviler på et pålideligt teoretisk fundament, men er en praktisk guide til, hvordan man udvikler idéer i organisationer. De færreste virksomheder har nemlig i dag en for medarbejderne kendt og brugervenlig proces for løbende indhentning, synliggørelse, modning og udvikling af idéer på tværs af organisationen. Bogens opbygning ligner andre i serien med en kronologisk gennemgang af processens forskellige faser i overskuelige kapitler, der slutter med spørgsmål til refleksion.
Nærmeste pårørende til denne bog er God innovationsledelse, 2005 fra samme serie. I øvrigt findes en række gode og mere teoretiske titler om idéudvikling, som der henvises til i nærværende bogs litteraturliste.
Udmærket, praktisk guide for ledere såvel som medarbejdere i små som store, offentlige som private virksomheder i idéudviklingsproces, et i bibliotekssammenhæng ikke udækket emne. Bogen forudsætter elementært kendskab til idéudvikling og innovation, for at man kan få glæde af den.