Ulykken på Tjernobyl-atomkraftværket i 1986 har ført til, at mange børn og voksne er blevet syge. I følge forfatteren til denne bog skønner man, at der findes ca. 1 mill. børn, der er skadet pga. det radioaktive udslip. Et af disse børn er Igor, han blev født med mange fysiske handicaps 11 måneder efter katastrofen. Han mangler den ene arm, begge hans ben mangler stort set og hans fødder er meget deforme. Efter fødslen kom Igor til Børnehjem nummer Et, hvor han levede under kummerlige forhold. Man frygtede, at Igor også ville være hjerneskadet, men tværtimod har han vist sig, at være meget velbegavet og en smilende og glad dreng. Der er mange hjælpeorganisationer, der hjælper børn fra Tjernobyl, og det er via den engelske, at Igor er kommet til England for at blive hjulpet med bl.a. en ny arm. Foreløbig har han lov til at blive i landet indtil 1998, hvad der derefter sker er stadig uvist. Der er lavet et dokumentarprogram om Igor, og det har også været vist i dansk fjernsyn. Både ud fra bogen og fjernsynsudsendelsen får man indtryk af, at Igor er et usædvanligt barn. Selv om Igor har mange odds imod sig, udviser han et fantastisk livsmod, en charme og en energi, som gør indtryk på hans omgivelser. Det er en livsbekræftende bog på trods af et trist emne.