På en jagttur i det sydlige Texas nær den mexicanske grænse snubler den unge Vietnamveteran, Llewelyn Moss, over et par biler omgivet af dræbte mænd. Han finder desuden en attachetaske fuld af kontanter, som han beslutter at stjæle. Han er en hård negl uden illusioner, og allerede fra begyndelsen ved han, at pengene mere er hans skæbne end hans lykke. Han bliver da også snart forfulgt af både gangstere og politi. Det er imidlertid langt fra en gemen thriller, forfatteren til den populære grænselandstrilogi (Alle de smukke heste m.fl.) har skrevet. Stemningen er skæbnetung, personerne flertydige og handlingen blodig. Vi følger ikke primært Moss, men mere en ældre lokal sherif hvis første persons monologer er naive og vise på samme tid. Bogen er ikke en traditionel thriller, men en moderne amerikansk roman med afsæt i flere trivilelle genres fraser, som McCarthy omformer til en eviggyldig historie om godt og ondt. McCarthy har denne gang skrevet en umiddelbart spændende roman, som vil have appel til det meget store spændingspublikum, som måske nok vil forvente en anden slutning, men som under ingen omstændigheder vil have grund til at føle sig snydt af den vare, som McCarthy i virkeligheden, og med stor succes, leverer.