Ikke nu, men nu

Susanne Jorns både følende og tænkende digte kan formidles til en meget bred gruppe af lyriklæsere.

I overskrifterne på de ni suiter som Susanne Jorns digtsamling består af indgår der to elementer: nuet og farven blå, fx "Himmelblåt nu", "Safirblåt nu", "Isblåt nu" og "Midnatsblåt nu". Farven optræder i utallige sammenhænge og nuancer i teksterne og angiver et svævende, kosmisk perspektiv, hvor uendeligheden og nuet smelter sammen: "I et åndepust/ mærker jeg/ at jeg er en del/ af Helet." Sådanne øjeblikke er der mange eksempler på, men i Susanne Jorns digte får de ikke lov til at stå alene og uimodsagte, fordi døden, krigen og ondskaben også altid er nærværende. Samlingen blander længere tekster og ultrakorte former med inspiration fra japansk og kinesisk poesi som forfatteren er dybt fortrolig med. Tematisk rummer bogen flere spor: Rejsen/stedet, tidskritikken, det (selv)biografiske og mindedigte tilegnet bl.a. Inger Christensen, Carl-Henning Pedersen og Asger Jorn.

Susanne Jorns digte er spændt ud mellem det nære og det fjerne, mellem sansning og refleksion, på en meget personlig måde, som det er svært at finde paralleller til i samtidens danske poesi.

Digtene rummer en stor spændvidde og variation, både formelt og tematisk, hvor inspirationen fra østlig kunst og filosofi, rejser, natur, samfundskritik og biografisk stof går op i en højere enhed.

Læs hele vurderingen