I forordet til dette udvalg af godt 30 digte, sange og viser fremhæver Sten Kaalø Holger Drachmann som sangenes digter. Så naturligvis er de sange, der er blevet folkeeje, også med, f.eks.Midsommervisen, Den Spillemand snapped' Fiolen, Maj-Vise (= Se det summer af Sol). Men derudover rummer bogen kærlighedsdigte, hymner til havet, sømandslivet og friheden, viser om vin og brændevin,digte til fædrelandet samt et enkelt mindedigt (om Grundtvig). Bogen giver glimrende prøver på HDs lyriske egenart: de store kunstfærdige vers med dristige rim og besnærende rytmer, slagfærdigedrikkeviser. Glæde og begejstring, men også undren over livets mangfoldighed præger de fleste af digtene, kun få er pessimistiske, tragiske i tonen. - Udvalget står sig godt, sammenlignet med deforlængst udsolgte standard-udvalg: Digte og sange. Ved Paul V. Rubow (1942) og Der vælder lyd. Ved Per Lange (1958). Få overlapninger, som ikke overflødiggør de to nævnte. - Jeg savner oplysningerom årstal samt hvilkedigtsaml. digtene stammer fra. Indtil der foreligger en tekstkritisk udgave, må Improvisation om bord være oplagt overalt, hvor man køber danske klassikere.