Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Indbrud i blodbanken


Beskrivelse


Krimi. Den Kongelige Danske Blodbank har fået stjålet alt deres blod. Det er også sket i flere lande i Europa. Blodbankens direktør sender bud efter mesterdetektiven Blodhunden, for at få opklaret tyveriet.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 13. maj 2013

af

af

Karsten Boll

d. 13. maj 2013

Ny serie for dem, der er ved at have knækket læsekoden, men stadigvæk ikke er til tykke bøger. Bogen kan bruges til læsetræning såvel ved lån fra børne- som skolebibliotek. Bogen har en iøjnefaldende forside med bloddryppende bogstaver.

Et mystisk indbrud i den kongelige danske blodbank - det ottende i Europa, får direktøren for blodbanken til at kontakte detektiven Rhesus B - også kaldet Blodhunden. Han finder frem til forbryderen, der er Grev Dracula. Han er ved at samle blod sammen til at kunne holde en stor fest. Det lykkes Blodhunden at afsløre Dracula, som også får ødelagt sine tænder i forsøget på at slå Blodhunden ihjel. Blodbankerne får deres mistede blod tilbage, men Dracula undslipper. Dermed er der lagt op til en fortsættelse. Der er er godt flow i fortællingen inden for de 24 sider, og sproget er mundret. Kim Svarers illustrationer giver en fin stemningsbeskrivelse.

Sammen med Blodstenens gåde udgør denne de to første af foreløbig fire bøger i serien om Blodhunden. Bent B. Nielsens bøger om Viggo den lille vampyr, der er lidt lettere at læse, omhandler også vampyrer uden det bliver helt uhyggeligt. Desuden er der Einspors Frøken Vampyr (02/27).

Udmærket læsetræningsmateriale til de 8-9-årige, som endnu ikke har mod på de lidt tykkere bøger, men godt kan læse. Til udlån i børnebiblioteker og skolernes læringscentre.