I en saftig satire over det litterære miljø og de anmeldere, der holder det oppe, følger vi en litteraturskribents selvdestruktive vej ud i pornoafhængighed, sexmisbrug og kynisk opportunisme. Til læsere af satiriske nøgleromaner.
Patrick er postdoc på KUA og har netop afsluttet sin afhandling om det erotiskes betydning i senmoderne litteratur. Han er på vej op i det litterære anmeldermiljø og forsøger at indynde sig hos Tudse. Tudse er en af landets mest indflydelsesrige litterater, hvis litterære saloner og bøfmiddage er et magtcentrum i litteraturlivet. Men samtidig er Patrick dybt afhængig af internetporno, og snart begynder han at opsøge og anmelde escortpiger. På hjemmefronten er han forpligtet til skemalagt sex med sin kone, der vil have et barn. En transformation begynder i Patrick - en deroute, hvor kvindehadet og selvleden helt tager over.
En vildt underholdende og til tider skadefro læseoplevelse om de slet maskerede kulturpersonligheder, der ondt udleveres, så det for nogle nok vil være for meget. Det er en satire over metoo og woke-ismens mekanismer og en konspirationsfortælling om kulturelitens magtmisbrug. Det er også en bog om misbrug, magt og magtmisbrug, og om en mand der bliver medansvarlig i sin egen undergang og helt mister taget i livet.
Tonen i bogen, og til dels tematikken, minder lidt om den man finder hos Houellebecq. Førsteelskeren af Leonora Christina Skov behandler også det litterære miljø og midaldrende mandlige skribenter satirisk.