d. 30. mar. 2011
af
af
Ulrich Breuning
d. 30. mar. 2011
Maguerite Duras' India song, 1975 om kærlighed og tristesse i et kolonialt aftenlandskab henvender sig med megen tale og stillestående tableauer til et frankofilt publikum og folk med niche-interesse for litterære, avantgardistiske film. Filmens teksttunge antifortælling er ikke let tilgængelig, hvilket for god ordens skyld bør nævnes i en formidlingssituation.
Den franske ambassade i Calcutta i 1930'erne. Den smukke Anne-Marie Stretter glider udtryksløst rundt i stillestående rum og er centrum for et ulykkeligt kærlighedsdrama med forstenede, smokingklædte mænd. Mens kolonitiden rinder ud, og verden går videre. Den franske forfatter Marguerite Duras (1914-96) blev verdenskendt for sit manuskript til Alain Resnais' banebrydende mesterværk Hiroshima - min elskede, 1959, og Jean-Jacques Annous filmatisereng af hendes selvbiografiske roman Elskeren, 1991 blev også en succes. Mens de stærkt personlige avantgardefilm, som hun selv har instrueret, mestendels har fået liv i art cinemas. India song er et interessant eksperiment, hvor skuespillerne ikke siger replikker, men agerer som marionetter i en strindbergsk dødedans, mens lydsiden består af kommenterende tale og udforskende dialoger samt musikstykker, der matcher de lange indstillinger og langsomme panoreringer.
Marguerite Duras er sin egen, men hendes søgende stil og udsøgte tableauer kan genfindes i nogle af billedkunstneren Jytte Rex' film.
Bør indgå i en filmsamling for personlig signatur og særpræget egenart.
