Forfatteren er svensk psykolog og psykoterapeut og har virket en årrække bl.a. inden for den sociale sektor og kriminalforsorgen. Hans bog beskæftiger sig med de tunge grupper i det psykosociale arbejde, narkomaner, kriminelle og andre, der i forfatterens terminologi er latent motiverede d. v.s. umiddelbart helt umotiverede. Hans grundsynspunkt er imidlertid, at intet menneske er håbløst. Det vil næsten altid være muligt at trænge ind til den latent motiverede og få ham til at indse, at det er muligt for ham at ændre sin situation. I bogen gennemgår forfatteren nogle muligheder for udviklingen af latent motivation, og beskriver en række metoder og teknikker, der kan anvendes af den enkelte motivationsarbejder for at konfrontere og motivere klienten. Desuden påpeges de positive holdninger, medarbejderen må tilegne sig for at fungere i forhold til klienten. Gennemgangen illustreres undervejs med en række eksempler. Socialarbejderens situation beskrives, både i den øjeblikkeligekontakt og i det længerevarende forløb. Sprogligt og indholdsmæssigt er bogen lettilgængelig, men henvender sig på grund af sit emne fortrinsvis til ansatte indenfor det psykosociale område. Dog kan de anviste teknikker i et vist omfang anvendes i andre sammenhænge.