Ingen har ordet : en pårørendefortælling

Om "hvor svært og ensomt det kan være at være rask i parforholdet, når den anden ikke er det". Pårørende kan finde trøst og spejling i denne rørende kortprosaroman om at føle sig udenfor, når ægtefællen rammes af livstruende sygdom.

"Nu kan jeg godt glemme alt, hvad der er gået forud, fra nu af er jeg pårørende". Da Birtes mand får en kræftdiagnose, oplever hun at stå helt udenfor som pårørende. I kortprosa beskriver hun følelsen af at være usynlig - i sociale sammenhænge, i mødet med hospitalssystemet og ikke mindst i samværet med ægtefællen. Bogen henvender sig til ham i du-form, og sproget er poetisk og minimalistisk. Birte Kont er cand.phil. i litteraturvidenskab og debuterede med romanen En by i Rusland.

I korte prosastykker sætter BK ord på de svære følelser af afmagt og frustration, der opstår, når man skal være noget, for den man elsker, og samtidig passe på sig selv. Gribende scener om fx at føle skyld over selv at have skavanker, når det nu er "dig der har diagnosen", eller når hun mødes med vrede, når hun bare vil hjælpe. Sproget er behageligt lyrisk, og jeg er vild med de beskrivende sammensatte ord for relationerne, fx radiologsvigerdatterveninde. Du-formen gør det til meget rørende og vedkommende læsning.

Til min farSyg litteraturMin kemokvinde er en gribende roman om at være pårørende, og i Syg litteratur findes skønlitterære tekster om at være tæt på sygdom. Min kemokvinde er digte om at være pårørende til en kræftsyg koneTil min far er en gribende roman om at være pårørende, og i findes skønlitterære tekster om at være tæt på sygdom. Min kemokvinde er digte om at være pårørende til en kræftsyg koneTil min far er en gribende roman om at være pårørende, og i Syg litteratur findes skønlitterære tekster om at være tæt på sygdom. er digte om at være pårørende til en kræftsyg kone.

Læs hele vurderingen