Højholt har i Cezannes metode givet en redegørelse for sin egen arbejdsmetode og æstetik. Et digt er ikke nogen efterligning af noget andet, ikke nogen erstatning for liv, det kommer af intet og stræber mod intet, det er det som det er og er det på sine egne betingelser. I Intethedens grimasser udvikler han i en række kapitler sin poetik eller æstetik. I det begreb han kalder »show« har han forsøgt at overføre grundforestillinger fra showets æstetik til kunsten. Grunden til at han søger at finde paraleller mellem disse to begreber, der ikke er identiske, er at han i showet, der er en handling udført for øjnene af et publikum, gennem egne erfaringer har fundet en måde for kunstneren at få et større publikum i tale. Men den dybere hensigt med analyserne af begreberne show/tekst er at udforske i hvilket omfang de indvundne erfaringer fra showet kan overføres på en tekst. Det er ikke muligt her blot nogenlunde at give et indtryk af Intethedens grimasser, den er enormt komprimeret.Højholt kalder selv bogen en fiktion, vel ud fra en erkendelse af, at det er en analyse, som dækker det han står for.