Det er nu 3. gang, vi møder Iqbal fra Iqbal Farooq og den sorte Pjerrot, 2006, og som de første historier kan denne sjove historie bruges til oplæsning fra 8 år og selvlæsning fra 10 år. Omslaget er farverigt, skægt og indbydende.
Den 13-årige Iqbal fra Blågårdsgade er ved et tilfælde kommet i besiddelse af en særlig chip, der kan være løsningen på verdens energiproblemer, og dermed er mange miliarder dollars værd. Iqbal og hans bror Tariq vil selvfølgelig give chippen til myndighederne, men der kommer hele tiden noget i vejen, bl.a. motorcykelbanden Helles Øgler og en farlig gruppe oliesheiker, Imamer i Pyjamas. De 2 drenge bliver nu jaget over stok og sten af de 2 grupper, der begge vil have fingre i chippen for enhver pris. Handlingen er hæsblæsende med biljagter, bazookaer på Rådhuspladsen, motorcykeljagt i Rundetårn o.m.a. Det er morsomt på grænsen til det platte, men det virkelig sjove er sproget, der er ubetaleligt. Sareen kan sine indvandrergrupper, og gør grin med alt og alle. Sproget er fyldt med slang, og i tempofyldte replikker karakteriseres de forskelige nationaliteter præcist og uhøjtideligt - ligesom danskerne! Fordomme af alle slags bliver bekræftet, for straks at blive punkteret igen med et brag.
Bogen vækker mindelser om Reuters bøger om Vanløse-børnene og er dog helt sin egen i stilen.
Det er en multikulturel farce i bedste Olsenbande-stil, med den velgørende indstilling, at hvis vi kan grine af hinandens forskelligheder, er det lettere at leve sammen.