To læsebearbejdede og forkortede udgaver af de første bøger i den populære serie om den tosprogede Nørrebrodreng Iqbal Farooq og hans familie. Bøgerne kan selvlæses fra 3. klasse (ca. 9 år), men kan også læses af ældre læsesvage. Desuden kan de bruges til oplæsning fra ca. 7 år.
De to første historier om Iqbal Farooq er blevet forkortet og lettere sprogligt bearbejdet. Sidehistorierne er fjernet, så bøgerne er omfangsmæssigt mindre, og tekstens sværhedsgrad er sat ned. Bøgernes historier er stadig de samme. I Iqbal og den sorte Pjerrot er det den hæsblæsende og humoristiske historie om Iqbal og hans bror, der sprænger deres skole i luften og bliver jagtet af en forbryderbande. I Iqbal og kronjuvelerne jagter Iqbal og hans skøre familie kronjuvelerne, som de mener, er gemt i det nu hedengangne Ungdomshus på Jagtvej. Bøgerne har bibeholdt de mange sjove og humoristiske dialoger, som virker autentiske og viser forfatterens store kendskab til indvandrermiljøet. Ligesom i de oprindelige udgaver begynder bøgerne med en præsentation af de personer, der bor i de forskellige lejligheder i ejendommen, hvor Iqbals familie bor. Derudover er der vejledning i udtale af familien Farooqs navne.
I forhold til originaludgaverne er handlingen strammet op, fordi sidehistoriernes kapitler er strøget. Det betyder, at historierne er enklere at holde styr på. Bøgernes illustrationer er de samme i de nye udgaver. Ligeledes forsiderne, som dog har andre farver, så det er muligt at kende forskel på, hvad der er den oprindelige udgave og den læsebearbejdede.
Humoren er stadig lige grovkornet, og samfundssatiren er tyk, selv om de to første bøger om Iqbal Farooq er blevet forkortet og læseteknisk bearbejdet, så yngre læsere kan tage hul på den populære serie.