PS3, Xbox 360. Filmen Iron sky udkom i 2012 og er en ironisk science fiction-komedie. Nærværende spil er det officielle spil til filmen, og genren er rumkampe med RPG-elementer. PEGI: 12 med ikon for sprog, og målgruppen vurderes fra 13 år, mest pga. den tyske og engelske dialog uden danske tekster men også den til tider frustrerende læringskurve i spillet. De to udgaver anmeldt er indholdsmæssigt ens.
Spillet tager udgangspunkt i rummet hvor du skal forsvare forskellige kritiske punkter i nazisternes invasion og stoppe dem. Du gennemfører missioner, finder loot, opgraderer dine rumskibe og kan købe nye. De fleste skibe og våben er taget fra filmen og flere af filmens skuespillere er med i spillet. Styringen kræver tilvænning i menuerne men mest i spillet. Til tider frustrerer spillet meget og efter et stykke tid bliver det ret ensformigt, især i missionerne. Grafikken er for det meste udmærket, dog med en lav detaljegrad og mellemsekvenserne har flere realfilm-sekvenser. Spillet minder om filmen men grafikken er jævnt tam og lydsiden lidt plat.
Der er et begrænset udvalg af rumshootere til konsollerne men ellers er der flysimulationsspil som fx IL 2 Sturmovik - birds of prey eller Tom Clancy's H.A.W.X.
En sjov idé men desværre et halvfærdigt licens-spil som minder mest om en ironisk b-film med rumkampe. Til tider frustrerer spillet meget og efter et stykke tid bliver det ret ensformigt, især i missionerne. Henvender sig mest til fans af filmen der gerne vil have mere af det skøre univers og fans af rumspil.