Målgruppen for Isabella Smiths dessertbog giver næsten sig selv. Alle med smag for desserter vil her kunne finde inspiration til en lækker dessert, som de magter - uanset fagligt niveau.
Forfatteren kendes fra magasinet Isabellas samt for nogle bogtitler inden for hus/have-området. Her præsenterer hun 50 af sine egne gennemprøvede opskrifter, delt op i emner som desserter med creme, mørdej, æg, is, chokolade osv. De første 8 er helt enkle og kan laves af alle på kort tid. Hvis man så har mod på det, kan man vælge blandt de mere krævende af forslagene. Alle opskrifter har en angivelse af sværhedsgrad, antal personer og sæson. Alle ledsaget af indbydende, professionelle farvefotos.
1. udgaven af denne bog udkom i 2002. Jeg har desværre ikke kunnet sammenligne, da mit biblioteks eksemplar - ikke uventet - var udlånt. Men pagineringen går til 114 som i 1. udgave, antallet af opskrifter er det samme og forfatterens forord i denne nye udgave er dateret 2002. Så lur mig, om der er sket nævneværdige ændringer i forhold til 1. udgave.
Alt i alt en inspirerende dessertbog, der vil tiltale enhver med hang til den søde afslutning på et måltid. Der er opskrifter til såvel nybegynderen udi dessertkunsten som til den erfarne.