Det er hårdt at være halvt vampyr og halvt fe, når man egentlig bare gerne vil være helt normal. To nye bøger i serien om Isadora Moon, som kan læses selv fra 9 år. Bøgerne er også fint egnede til højtlæsning for 5-8-årige piger.
Isadora Moons mor er fe, hun elsker naturen og er rigtigt god til at trylle. Far er vampyr og mægtigt sød. Han sover hele dagen, drikker rød saft og går meget op i sit udseende. Isadora synes, at hendes forældre er pinlige fordi de ikke ligner de andre forældre til børnene i menneskeskolen. I "Isadora Moon holder fødselsdag" vil hun gerne holde en helt almindelig fødselsdag. Men selvom forældrene prøver, så går det fuldstændigt galt. Isadora skal opleve en ballet med sit store idol Tatiana Tylskørt, men pludselig befinder hendes lyserøde kanin sig midt i forestillingen i "Isadora Moon går til ballet".
Med Isadora Moon som sjov, sød og selvstændig hovedperson og Harriet Muncasters egne udtryksfulde illustrationer i pink, sort og hvid bliver resultatet et par skønne bøger, som alle piger vil elske. Der er glimmer på forsiden og en præsentation af familien på første opslag.
Piger der elsker den magiske verden kender helt sikkert "Den lille heks" af Charlotte Fleischer. Til de lidt større piger anbefales serien "Vampyrsøstrene" af Franziska Gehm.