Den klassiske legende fra det gamle Babylon om Ishtar og Tammuz foreligger her i en flot billedbogsudgave i forkortet form. Ishtar, der er gudinde for alle levende væsener, sender sin søn Tammuz til jorden. Han bliver meget afholdt, for meget efter Ishtars mening, og hun sørger for, at han dræbes. Tammuz kommer til underverdenen, hvor Ishtars søster, Allatu, hersker. Efter hans død, visner alle planter på jorden. Folkene klager over deres skæbne, og Ishtar hører deres nødråb. Hun beslutter at drage til Allutas rige for at hente Tammuz. Det bliver en vanskelig opgave, men det lykkes, og Tammuz kan vende tilbage til jorden på den betingelse, at han skal tilbringe seks måneder i dødsriget hvert år. Det er en spændende og fascinerende mytologisk fortælling om naturens årlige cyklus. Teksten, der kan selvlæses fra 4.-5. kl., understøttes af de mange illustrationer med østerlandsk tilsnit. De er en æstetisk nydelse, idet billederne er holdt i et varieret farvevalg i klare og skarpe nuancer, og de afspejler de skiftende stemninger på en udmærket måde. Bogen kan anvendes til oplæsning og samtale i indskolingen og til selvstændig læsning fra 4.-5. kl. og opefter i skoleforløbet.