Som dreng elskede jeg Ivanhoe. Som ganske ung mand mistede jeg samme i kedsommelighed. Og nu - ved alle ædle riddere - om jeg ikke i min modne alder i embeds medfør tvinges til et nyt møde medden arveløse ridder. Og hvad skete? Et hårdt tag i mig selv - et par nattetimer -og jeg var dreng igen. Ivanhoe lever endnu, og Scott er ikke død endnu. Begge kan sikkert takke genfortælleren G.Juel Jørgensen for udødeligheden/genopstandelsen. I mit sommerhi har jeg ingen anden mulighed for sammenlgn. end erindringens og Gyldendals udødelige, men den lidt tunge bog, jeg husker, ogGyldendals (vistnok) loyale overs., er her afløst af en rask fortælling om onde og gode, hvori sikkert selv børn kan se, at mange af de »onde« blot er mennesker på godt og ondt (som også vist ioriginaludg.). GJJ holder sig til de action-betonede dele, forklarer de mest nødvendige historiske punkter undervejs, bevarer en akai-serende tone og holder alligevel en 1980-læser i ånde - uden atødelægge den opr. bog m.dens miljøtegning og lidenskab. Vil man gerne bevare klassikerne på (skole)biblioteket, så udskift ældre overs. m. denne - trods en højst mystisk forside (Palle Bregnhøj).