"Westzynthius sprang ud som engelsksproget solist i nullerne med tre fint afdæmpede skiver, men rigtig interessant blev hun først, da hun i 2012 udsendte den dansksprogede Tæt på en kold favn, en kuldslået skilsmisseskive og én af det års fineste lp'er. Og selvom JA tematisk bevæger sig i andre retninger, er det stadig umiskendeligt kunstnerens særegne, neurotiske og udfordrende tone, der brænder igennem. Diverse eksistentialistiske temaer og emotionelle felter afsøges uden facitliste.Westzynthius har en egensindig, kuldslået klang som såvel sanger som sangskriver, hvorfor det er svært at finde nogen at sammenligne hende med og hurra for det".