Efter 25 Jack Stump-bøger kommer her en specialudgave for dem, der ikke kan få nok af de spøjse hygge-gysere om den lille, grønhovede detektiv, der er fanget i en voksens krop. Da der ikke gives nogen indledende introduktion af den sære hovedperson, er bogen fortrinsvis for gamle fans. Da Jack Stump-bøgerne er overordentlig kendte og populære, kræves næppe anden formidling end en visning af forsiden.
Jack Stump-bøgerne har deres helt egen stil og tone, hvilket utvivlsomt er baggrunden for deres succes: Rappe, frække og sjove i sproget. En let, ironisk "film-noir-fortællestil" og nogle seriøst drøje gys og klamme elementer - perfekt for medievante børn i 9-12-års alderen. Historien får fuld gas denne gang og der er ikke sparet på ulækre effekter. I øvrigt er historien næsten dobbelt så lang som sædvanlig, mere nuanceret i sproget og lidt sværere end de første i serien. Og det fungerer. Halloween hører til blandt de absolut bedste i serien og ikke mindst sidehistorien om de døde børn i skovsøen er regulært uhyggelig. Ranheimsæters tegninger understøtter og udbygger på uhyggeligste vis historien, samtidig med at billedernes humor gør klamheden til at udholde.
Den særlige sprogtone og den uhyggelige munterhed er ganske speciel for netop denne serie.
Absolut vellykket gyser, som afslutning på succes-serien om Jack Stump. Effektfuld og møg-uhyggelig og samtidig sprogligt veloplagt og sjov. Forrygende omgang gys for sjov, der rundes af med en overdådig, frydefuld og ulækker finale.