Eventyrlig spændingsroman i højeste gear om en ekspeditions farefulde søgen efter landet Atlantis, som myten fortæller forsvandt i havets dyb på et døgn.
Nina Wildes forældre forsvandt på mystisk vis, da de søgte efter det forsvundne Atlantis. Nina deler forældrenes besættelse og skal nu ti år efter skrive doktorafhandling om emnet, men universitetet vil ikke støtte hende økonomisk. Heldigvis kontaktes hun af en norsk rigmand, der gerne vil poste mange penge i projektet. Og så går den vilde jagt i rendyrket Indiana Jones-stil. Udover Nina møder vi rigmandens smukke og kampsportsstærke datter og en tidligere SAS-soldat, der med en kæk bemærkning på læberne overlever utallige drabsforsøg. Jagten på Atlantis bringer ekspeditionen til både den iranske ørken, Amazonjunglens og Cadizbugtens dyb og Tibets bjergtinder. Alle steder forfølges den af et lyssky og stærkt bevæbnet broderskab, der med alle midler ønsker at stoppe eftersøgningen. Bogens plot er sammenhængende, overraskende og af moralsk karakter. Debutromanen, som er skrevet af den britiske journalist Andy McDermott, indeholder rigtig mange henvisninger lige fra Platon og til Laura Croft. Oplagt filmmateriale.
Atlantismyten har tidligere været genstand for spændingsromaner, fx Det genfundne Atlantis af Cussler.
Underholdende pageturner for alle drengerøve m/k med hang til Dan Brown og actionkomedier tilsat lidt flirt mellem hovedpersonerne. Ifølge forlaget første del af en serie om Nina Wilde og SAS-soldaten Eddie Chase.