En allround jagtbog, der kan bruges både af begyndere og viderekomne.
Beskriver jagt i Danmark. Om jagtformer, våben og andet udstyr, skydning, efterbehandling af vildt, jagtleje, jagthunde, revirpleje, lovgivning, etiske regler m.m. Alle jagtbare dyrearter vises og beskrives. Man kan scanne en kode med smartphone og høre fuglenes stemmer. Der er mange spidsfindige ting inden for natur, våben og lovgivning, som her forklares på en nem forståelig måde. Illustreret med mange rigtig fine farvefotos af dyr, våben, jagtsituationer og naturområder, som spiller fint sammen med tekstens vejledninger. Et stort emneregister gør det også til en opslagsbog. Da jagttiderne bliver ændret næsten hvert år, så henvises der om disse til tidsskriftet Jæger og til Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside.
Bogens titel og forlag kunne give en idé om, at her foreligger en ny udgave af Gyldendals jagthåndbog, der udkom i 1. udgave i 1999 og 2. udgave i 2003. Men det her er en helt nyskrevet bog om samme emne fra samme forlag. En anden stor og bred bog om jagt er Politikens jagtbog, 2007. Mange ting går igen fra bog til bog, men hver jæger og hver bogs forfatter har også egne erfaringer og ideer, som de skriver om, så bøgerne kan supplere hinanden.
En allround bog for nye og viderekomne jægere, nemt forståelig, og instruktivt og stemningsfuldt illustreret.