Amerika, 1619. Den britiske bebyggelse Jamestown danner rammen om store intriger og blodige konfrontationer mellem nybyggerne og de lokale indianerne. Til dem med interesse i historiske dramaserier, ikke for børn, der er både nøgenhed, vold og blod.
I 1619 ankommer et skib til Jamestown - en britisk bebyggelse i Nordamerika som blev grundlagt i 1607. Med på skibet er blandt andet de tre kvinder Alice, Verity og Jocelyn, som skal giftes med tre af de lokale mænd. Andre af hovedpersonerne tæller guvernøren Sir George Yeardley, de tre Sharrows-brødre, smeden James og indianerhøvdingen Opechancanough. Kvindernes ankomst bliver starten på en perlerække af konflikter blandt bebyggelsens beboere, intriger i forhold til stedets guvernør og blodige konfrontationer med indianere! Og en masse andet. Serien tæller tre sæsoner fordelt på 24 episoder af ca. 45 minutters varighed. Det hele bliver afsluttet med en meget dramatisk og blodig episode.
Et veldrejet periodedrama tilsat elementer fra soap-operaen. Det er kulørt og ganske underholdende og der tegnes et fint billede af en meget voldsom tid i den amerikanske historie og om mødet mellem kultur og natur, og mellem nybyggere og indfødte. Kvalitetsmæssigt bliver serien bedre og bedre og specielt de sidste afsnit er af meget høj og brutal kvalitet.
Den glimrende film The new world handler også om tilblivelsen af Jamestown.