Historien om Jeanne D'Arc som billedbog er endnu et eksempel på, at formidlingen af et historisk stof finder nye veje for at sikre dets overlevelse. Dette er da også grund nok til at være opmærksom på bogen. Den fremtræder flot og indbydende, domineret af billeddelen, en blanding af naturromantik, middelalderligt interiør og kampsceneri, men vil ikke fungere uden fortællingen, der beretter om Jeanne D'Arc kaldelse, handlinger og skæbne. Tid, sted og historiske forhold danner baggrund, men det er lykkedes at minimere det politiske spilfægteri bag om figuren tilpas til, at pigen fremtræder og fylder som personlighed. Sproget levendegør med blik for detaljer og replikker, så beretningen får karakter af et mundtligt overleveret stof og fanger dermed læseren/lytteren på den specielle måde, man forstår ved udtrykket "det levende ord". Den kan læses på mellemtrinnet og anvendes i flere sammenhænge: historiske personer, heksejagt og hvis tanken skulle strejfe den europæiske kulturarv. En tidstavle bag i bogen sætter begivenhederne i historisk relief. Placeringen på skolebiblioteket må være billedbøger for store børn.