Trekantsdrama. Den midaldrende Sara, som lever et roligt og godt liv med sin kæreste, mærker et stærkt begær efter sin ekskæreste, da han dukker op i parrets liv igen. For alle over 11 år, som holder af film om moden kærlighed og parforhold.
Sara (Juliette Binoche) og Jean (Vincent Lindon) har det godt sammen. De har et godt sexliv, taler godt sammen og respekterer hinanden. Da Jean en dag fortæller Sara, at han er blevet headhuntet til et sportsagentur, bliver Sara overrasket over, at det er hendes ekskæreste der ejer firmaet. For Jean betyder relationen ingenting, men Sara overvældes af et begær efter sin tidligere partner. Hun forsøger at skjule og styre sine følelser, men Jean aner, at hun ikke er ærlig over ham eller sig selv.
En velspillet og stille film om kærligheden, som en både skabende og destruktiv kraft. Filmens største styrke er de indgående karakterportrætter, hvor alle følelserne rumler under overfladen. Dramaet består i karakterens komplekse psykologi, mens handlingen til tider bliver en smule langsom.
I det psykologiske kærlighedsdrama Celle que vous croyez ("Forført" på dansk), som også har Juliette Binoche i hovedrollen, er begæret atter en stærk kraft, som kan påvirke os til at træffe vanvittige valg.