F. P. Jac viste med sidste års digtsamling, Munden brænder på huden, at osse de helt unge digtere kan ha en stor bevidsthed om sproget. Kendetegnene: galskab, humor, fantasi samt ikke mindsten udpræget sans for sprogets musikalitet går igen i de nye digte, Jeg er fandme til. Titlen kan aflæses som en Walt Whitmanagtig hyldest til livsudfoldelsen, hvor det at gå ind for verden, dvs.beruse sig i et sanseligt og kropsligt møde med tilværelsens mangfoldigheder, skaber ny energi, nye »morgenidentiteter«. Et sådant program, hvor digteren - næsten hensynsløst - vil »nå at berøre/etoverflødighedshorn af bevægelser« kan let ende i det rene delirium og neurotisk selvbeundring, hvad der nu og da er ansatser til. De lange, strømmende digte er imidlertid virkelig en udfordring tillæseren, der sansemæssigt påvirkes til sin »overrumplende tilfredsstillelse«. Så trods visse manerer er det med denne bog tydeligt, at F. P. Jac er til som en original og visionær digter.