Jeg er, jeg er, jeg er

Smukke erindringer om de katastrofer, der næsten kunne være sket. Bogen kan læses af alle, der holder af drømmende klassikere som fx Virginia Woolf og Sylvia Plath.

I 17 adskilte essays præsenterer prisvindende Maggie O'Farrell de nærdødsoplevelser, hun har haft gennem livet. Nogle af dem er livsændrende, mens andre kan anses som et bump på vejen. Hvert kapitel har fået titel efter den kropsdel, der har været i fare i en bestemt situation, fx lunger, hals, mave og kredsløbssystemet. O'Farrell springer frem og tilbage i tid, så erindringerne fremstår ikke kronologiske. Læseren møder hende på forskellige tidspunkter i hendes liv og i forskellige livssituationer, der fremstiller hendes følelsesmæssige ståsted i den givne periode. Hun skriver bl.a. om en livstruende hjernebetændelse som barn, at hun får en datter, der er stærkt allergisk, og hun beskriver situationen, hvor hun står ansigt til ansigt med en morder.

Med denne erindringsbog skriver O'Farrell sig ind i litteraturhistorien side om side med de helt store: Virginia Woolf og Sylvia Plath, som har inspireret til bogens titel. O'Farrell formår at dvæle ved sine nærdødsoplevelser eller de katastrofer, der næsten sker, og stiller det store spørgsmål: Hvad nu, hvis de var sket? Særligt skarpt og skræmmende står bogens åbningsessay, hvor O'Farrell står overfor en morder.

Tankerne ledes hen på Øjeblikke af væren, der besidder samme litterære kvalitet.

Læs hele vurderingen