Jeg husker alt : digte

Billedet på omslaget af denne nye digtsamling af Asger Schnack antyder lidt om, hvor han vil hen ad med bogen. Det er en gengivelse af et maleri af en af de store surrealistiske malere, Max Ernst, hvor man kan se Madonna varme Jesusbarnets nøgne balder, så det forslår. I et et vindue i baggrunden iagttages hun af digterne Paul Éluard og André Breton. Hvad bogens tekster angår: de breder sig ud over siderne som prosalyrik, og får denne læser til at mindes dadaisternes, surrealisternes, de amerikanske beat-generation digteres og William Burroughs forsøg med automatskrift, cut-ups og hvad man ellers har kaldt det. Prosalyrik er der tale om hos Schnack, hvor teksterne hele tiden drejes efter tilfældige indfald, men desværre meget sjældent sådan, at der er bid eller man har fornemmelsen af at der bag skrivemetoden er et stof, et ærinde, en nødvendighed. Her og der i bogen lidt kælen namedropping, som heller ikke gør indtryk: Hendrix, Lennon, Morti Vizki, Jørgen Leth. Måske kunne nogle af bogens længere tekster gøre sig som oplæsningstekster, men som de står her i bogen er og bliver det ordgyderi, ferm sprogbehandling, lirum-larum, katten gør æg.

Læs hele vurderingen