Jeg løber

I et år skriver journalisten Anders Legarth Schmidt blogindlæg til Politiken om sin afdøde kræftsyge datter Ellen og sin store passion for løb. Det er den blog, som nu er udgivet i bogform. Bogen kan læses af alle som har mistet, men også af engagerede løbere.

Da forfatteren mister sin 6-årige datter til kræft, rammes han af en stor sorg. To år senere begynder han at skrive blogindlæg til Politiken, om hvordan han gennem løb bearbejder og nærmer sig ord, der kan dække tabet af datteren. Indholdet er både om løb og om alt det svære ved døden og den efterfølgende sorg. I bl.a marathonløb løber forfatteren med sin afdøde datter i bevidstheden om at mindes, men også komme videre. Bloggen fra Politiken er også sat op som teaterforestillingen på Det Kongelige Teater.

Det er en stærk og vedkommende historie, der er skrevet i et journalistisk sprog med en stærk personlig glød. Der er meget om løb i bogen, og umiddelbart stiller den sig mellem to meget forskellige emner. En opgave som løses fint og overbevisende. Forfatteren løber ikke fra sin afdøde datter, men med hende og smerten ved tabet. Det er der kommet en fin bog ud af.

Med sin blanding af sorg og løb er det svært at pege på tilsvarende bøger. Når det gælder sorgen ved at miste et barn er der paralleller til Har døden taget noget fra dig så giv det tilbageHvad jeg taler om når jeg taler om at løbe af Naja Marie Aidt. Når det handler om betragtningerne ved løb kan den minde om Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe af MurakamiMed sin blanding af sorg og løb er det svært at pege på tilsvarende bøger. Når det gælder sorgen ved at miste et barn er der paralleller til Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage af Naja Marie Aidt. Når det handler om betragtningerne ved løb kan den minde om af Murakami.

Læs hele vurderingen

En stærk personlig beretning om at miste en lille datter og om løb som overlevelsesstrategi til at leve videre med det ubærlige. Få timer efter sin 6-årige datters død begynder Anders Legarth Schmidt...

Læs anmeldelse