Viktor Klemperer (1881-1960) var tysk professor i romansk filologi. Han var jøde-kristen, og hans kone arier. Selvom det var farligt, skrev han dagbog under hele anden verdenskrig og gav herigennem et fantastisk indblik i den tyske dagligdag under nazisternes rædselsregime. Især jødiske familiers forhold skildres: hvordan de langsomt mistede alt lige fra menneskerettigheder til huse, biler, retten til at ryge! De udpintes med særlige skatter og chikaneredes på alle måder. Befolkningen var i et dilemma mellem bolsjevismen og nazismen og valgte det mindste af de to onder, ja der skete en nationalsocialistisk tilpasning i samfundet. Man overraskes i historiens bagklogskab over, hvor meget folk vidste om koncentrationslejre, tyske nederlag på østfronten osv. Forf. søgte tilflugt i sit videnskabelige arbejde, men skrev "Vi lever, læser, arbejder videre, men er stadig mere deprimerede". Dagbøgernes 1.100 sider giver et besættende indblik i dagligdagen, og det er ikke underligt, at de er bearbejdet for radio og lavet til en tv-serie. Dagbogsformen hakker elementerne op i mindre stykker, men læseren suges ind af denne rædselsvækkende beretning. Det er en vigtig bog, men det er ubehagelig og uundgåelig læsning.