Bøger / skønlitteratur til børn

Jeg vil ha' mine nye sko!


Beskrivelse


Billedbog. Den lille prinsesse får nye sko til pænt brug. Men hun har dem på hele tiden, også i badet, og så er de ikke så pæne mere. Hvad gør hun, da hun skal til fest?

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

2007

af

af

Else Lerche

2007

To nye billedbøger med Tony Ross' herlige lille prinsesse. De adskiller sig fra forrige udgivelser ved at være i et lidt større format og i blødt bind, og de lægger sig tæt op ad de tegnefilm DR 1 i øjeblikket viser om morgenen. Omplantningen fra film til bog er vellykket. Tony Ross har da også sammen med filmselskabet copyright på dem. Illustrationerne er tegnet i den velkendte, livlige og udtryksfulde streg, ligesom universet er det genkendelige. I den enkle, humoristiske og ofte let overdrevne streg bliver personerne og universet levende. Farverne er stærke og klare. Billedstørrelsen varierer fra et helt opslag til nærmest vignetagtige billeder. Med baggrundsfarve udfylder illustrationerne hele siden, og teksten er trykt på dem, så layoutet virker roligt. Teksten, der har et større omfang, er skrevet i et livligt, varieret og mundret sprog med megen dialog. Som altid rammer bøgerne plet i skildringen af helt almindelige hverdagsproblemer set med den viljestærke prinsesses øjne, og genkendelige for hendes 3-6 årige tilhængere. I den ene bog får hun nye sko til pænt brug, men hun har dem på hele tiden, også i bad, og så er de ikke pæne mere. Hun har som altid en løsning. I den anden bog kommer en haletudse i hendes glas. Hun er helt vild med den, også da den bliver en frø. Efter en nats kvækken sætter hun den tilbage i søen. Der er fine for- og bagsider.