"Musikalsk fastholder 'Jernbyrd' den samme tunge, huggende, hårdt rockede stil, som man hørte på debuten, om end der til tider synes at mangle noget af den intensitet og nerve på bas og trommer, som 'Mulm' bød på. Om det skyldes et ønske om nytænkning, udskiftninger i bemandingen på netop de to instrumenter eller noget helt tredje skal jeg ikke kunne sige, men numre som 'Intet glemt, før alt er brændt' og 'Skyggeland' er kompositioner, som mangler meget af den tænderskærende hidsighed og tyngde, som Bersærk tidligere har stået for ... Tilbage står billedet af en plade, der holder vand knap to tredjedele af vejen, men desværre ikke rigtig lever op til de forventninger, som debuten havde skabt".