Burke er en kendt (især krimi)forfatter, der har skrevet i alt 24 romaner og vundet diverse krimipriser. Denne samling af fortællinger tager udgangspunkt i forfatterens liv i et fiktivt perspektiv. Det er ikke en biografi, men forfatteren tager afsæt i sin egen opvækst i USA og folder en samling fortællinger ud, der alle kredser om en verden i skred. Bogen vil både egne sig til læsere af novellesamlinger og læsere af forfatterskabet.
Burke er mærket af orkanen Katrina, der i 2005 hærgede USAs kyststat Louisiana. Dens stormende vinde og altopslugende vandmasser viste dels utæmmede og skræmmende naturkræfter, dels udstillede den ineffektive og handlingslammede beslutningsmyndigheder, inklusiv USAs præsident Bush. Burkes fortællinger starter med barndomsliv ved Golfen i 1940'erne og ender med Katrinas eftervirkninger. De er små, tætte og fokuserer på moralsk og samfundsmæssigt forfald. Burkes sædvanlige sprogbeherskelse og evne til personkarakteristik fornægter sig ikke. Forsiden i gråtoner viser en oversvømmet kirkegård med halvt begravede gravsten, kort og en Jesus-figur mod en truende himmel. Bagsideteksten er klar og sætter både forfatterskab og handling i en ramme.
Første novellesamling af Burke oversat til dansk.
Fortællinger fra USA om menneskeligt og samfundsmæssigt forfald. Forfatteren er primært kendt for kriminalromaner, her bevæger han sig med held ind i novellegenren med små, tætte fortællinger, der er udsprunget af handlingerne og mangel på samme ved orkanen Katrinas hærgen i 2005.