Gilbert har tidligere skrevet flere bøger om Holocaust. Nærværende overdådige billedværk er ikke et forsøg fra den engelske historiker på at kaste endnu en seriøs analyse ind i debatten om den ulykkelige situation mellem staten Israel og dets naboer i Mellemøsten. Det er derimod en gennemgang af jødisk stræbsomhed og målbevidsthed gennem 100 år, såvel i kultur og videnskab, som i opbyggelsen af den jødiske stat som konsekvens af zionismen. Netop zionismen fylder meget, mens Holocaust fylder ret lidt i betragtning af katastrofens omfang. Ligeledes er lagt vægt på, hvordan den jødiske stat er omdannet fra en blanding af malariabefængt sump og gold ørken til en moderne landbrugs- og højteknologisk stat på blot 50 år. Bogen indeholder et bredt navnestof, hvor jøder indenfor kunst, kultur, politik og videnskab i både Israel og i diasporaen tildeles stor plads, og her er der nye oplysninger for de fleste, ligesom der i afsnittet om zionisme er en del lidet kendte facts. Men tekstmæssigt bringer bogen ikke meget nyt. Billedsiden, derimod, er enestående. Gilbert har været på jagt i arkiver og private samlinger og fremfundet en fantastisk samling fotografier, der gør den usædvanligt smukt layoutede bog til en enestående dokumentation af jødisk liv i de forgangne 100 år.