Bøger / skønlitteratur til børn / eventyr

Jomfrusværdet og andre eventyr


Beskrivelse


Samling af eventyr, der forener det klassiske med det moderne. Dramatiske, hyggelige, filosofiske og overraskende historier.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 12. nov. 2002

af

af

Lasse Andersson (skole)

d. 12. nov. 2002

Ni meget gode, velbearbejdede og kraftfulde fortællinger. I et fyldigt sprog får vi nogle dejlige historier der har folkeeventyrets saftighed, og en variation der spænder fra den lykkelige afslutning efter mange trængsler som i Jomfrusværdet til den sørgelige som i Taksen græder blod. Vi møder mange væsner vi kender fra folkeeventyrene, f.eks. trolde, elverpiger, dværge, skiftinge, helhesten m.fl., men vi træffer også den filosofiske mælkebøtte der grunder over livets mening. Det rige sprog og en del hyggelige direkte henvendelser til læser og lytter gør bogen meget velegnet til højtlæsning fra 3. klasse. Men bogen er også en godbid for de elever der elsker gode eventyr og historier. De fine illustrationer rammer de enkelte fortællingers tone perfekt og understreger historiernes forskellige tidsbilleder. Bogen kan selvlæses fra 5. klasse og vil være oplagt til brug i danskundervisningen, f.eks. som en del af en eventyrforløb. Forfatteren har tidligere skrevet Rimtursen og andre eventyr der er af samme høje kvalitet som denne titel.


Bibliotekernes vurdering

d. 12. nov. 2002

af

af

Lotte Lykke Simonsen

d. 12. nov. 2002

Eventyr for enhver smag - uhyggelige, dramatiske, tankevækkende og morsomme. Sidste år udkom Rimtursen og andre eventyr, med en samling nye eventyr. Her tager forfatter og illustrator igen fat på eventyrenes verden og giver os ni nye og anderledes eventyr. Sprog og stil følger fuldstændig tråden fra den forrige bog. Det er eventyr, som både oplæser og lytter, vil få en god oplevelse ud af. Der er historier, som får hårene på armen til at rejse sig, historier der får én til at trække på smilebåndet og historier der får én til at tænke - kan det nu også passe? Historierne er stadig skrevet i en nutidig stil, der forener det klassiske med det moderne. De meget fine illustrationer i s/h rammer de enkelte historiers tone perfekt - nogle er morsomme og andre uhyggelige. Forfatteren kommer omkring mange emner og steder. Vi bliver bl.a. præsenteret for dværgen og jomfrusværdet, grevedatteren Diedre, guldfuglen, Elverkongens slot, Søtrolden og mange andre. En bog fyldt med gode oplevelser for børn fra 8-9 år og en oplagt højtlæsningsbog for alle der elsker et godt eventyr.