Femte bog i Dingo Fantasy-serien om Jonas, den handikappede dreng, der ikke kan gå. Bogen er beregnet til fritidslæsning og læsetræning fra 1. klasse, 7 år.
Jonas er på besøg hos bedsteforældrene. Denne gang finder han igen en bog, og fra bogen vokser et magisk bur med en lille fugl, Sylvia. Kun den, der finder buret, kan finde nøglen, som kan åbne hendes bur, så hun kan flyve ud i friheden. For at hjælpe hende må Jonas gå gennem mange farer, og det bliver nødvendigt for ham at kunne flyve. Han får hjælp af tranerne og de sorte dværge og narrer den drabelige kæmpefugl Gam, inden han endelig får fat i nøglen, som kan give Sylvia friheden. Bogens tema er som i de andre bøger i serien: Man kan, hvad man vil! Sprogligt er bogen særdeles gennemarbejdet og letflydende. De tegneserieagtige illustrationer i farver virker appellerende på målgruppen og understøtter læsningen. Forsideillustrationen anslår på fornem vis bogens stemning.
Bogen ligner i layout de øvrige bøger i serien og kan læses uafhængigt af de andre bøger i serien.
Endnu en fantastisk, spændende og eventyrlig fortælling om drengen Jonas, som på trods af sit handikap kan, hvad han vil. En letlæsningsbog med høj standard for såvel indhold, sprog og illustrationer.