På internettet kunne det se ud til, at denne billedbog er en del af en serie, som bygger på en stribe tegnefilm. Det er en meget glansbilledagtig bog, som foregår i et slags dukkeunivers befolket af små, søde piger med kæmpehatte, store øjne og glade smil, som hedder navne som Mispigen, Agnes Æblekind, Jordbær Marie og Fanny Ingefær. Bogen har kun den handling, at der skal købes ind til en fødselsdagsfest, og pigerne går fra det ene sted i Jordbærland til det andet for at fylde lækre sager som småkager, frugt og juice i deres trækvogn. Undervejs møder de andre søde små piger og drenge foruden en pony af My little pony-typen. Alle kommer med til festen, som bliver en stor succes. Bogens tekst er ret enkel og består mest i en opremsning af navne i stil med "Hej, jeg hedder Karen Kagedrys". Det mest morsomme er, at Jordbær Marie har det med at sige bærlige til alting. Bogen er illustreret med stive og stereotype tegninger i pastelfarver. Målgruppen er små piger fra 3 år.