Bogen om verdensreligionernes festdage er henvendt til "de mange voksne, der via deres arbejde med børn og unge i skolen eller på børneinstitutionsområdet, møder andre traditioner eller kulturer". Det er de fire store religioner: buddhisme, hinduisme, islam og kristendom, der hver er emnet for et kapitel. Baggrunden for diverse fest- og helligdage skitseres, og til den dybere forståelse af sammenhængen får vi en kort gennemgang af religionernes baggrund og hovedtanker. Efterfølgende er der en præsentation af det land eller folkeslag, der hovedsagelig repræsenterer den pågældende religion i Danmark. Forskellige varianter og kulturelle særpræg i traditionerne fremhæves her. Bogen er illustreret med små sort/hvide fotos, kort og små faktabokse. Et højt informationsniveau og en komprimering af stoffet præger bogen, som mestendels vil blive brugt som opslagsværk. Emnemæssigt udfylder den bestemt et hul og bidrager yderligere til forståelsen af de fremmede kulturer i Danmark.