Tag igen på underholdende besøg i 1300-tallets fascinerende Barcelona, hvor den faderløse dreng Hugo også er hovedperson i Falcones efterfølger til Havets katedral. Guf for dig som sluger tykke historiske romaner.
Vi befinder os i Barcelona 1387. Der er et tronskifte på vej. Romanen er i fire dele. Første del hedder "Mellem hav og jord". Her møder vi Hugo som nu arbejder på det kongelige skibsværft i Barcelona. Hugo beskrives bl.a. sådan: " Hugo, en dreng på tolv år med kastanjebrunt hår og med hænder og ansigt, der var lige så beskidte som den knælange skjorte, han havde på, stod med sit skarpe blik rettet mod galejen." Anden del har overskriften: "Mellem loyalitet og forræderi". Vi er nu i 1394. Hugo er blevet vinbonde og han har også mødt kærligheden. Tredje del heder: "Mellem hævn og kærlighed". Vi er i Barcelona i 1409, hvor man opfører "Santa Cruz-hospitalet". Her er Hugo vinkældermester. Senere bliver han også kældermester for Kong Martin. Hugo har datteren Mercé. De to agerer som spioner i spillet om tronen. Romanens fjerde del hedder: "Mellem smerte og retfærdighed". I 1423 står bedstefar Hugo med sin hustru Caterina og ser datteren plukke druer med sin søn.
Underholdende stemningsmættet historisk roman med et spændende persongalleri.
I omfang og i kvalitet på niveau med Folletts og Rutherfords historiske moppedrenge.