Faglig læsning er en ny serie af fagbøger målrettet 1. til 4. klasse. Bøgerne er skrevet på fire niveauer, hvilket undervisningsmæssigt giver gode differentieringsmuligheder. I første omgang udkommer 8 titler, to på hvert niveau. Jordens overflade og Ekstremer er titlerne på bøgerne på trin 3, som kan læses af elever fra 9 år. Bøgerne kan læses af interesse, men egner sig nok bedst til at indgå i undervisningsforløb om faglig læsning og faglige læsekurser.
Begge bøger er opbygget som fagbøger typisk er og rummer mange af de fagbogselementer, som er nødvendige for at indgå i undervisningsforløb om faglitteratur. Teksten er skrevet målrettet sin målgruppe og det faglige indhold er mindre abstrakt end i bøgerne på trin 4. Ekstremer præsenterer forskellige vejrekstremer og Jordens overflade fortæller om jorden som planet. Begge bøger indeholder gode kort- og billedmaterialer, som understøtter teksten godt.
Der udgives mange gode læsebearbejdede fagbogsserier for børn, som også er velegnede til både lystlæsning og undervisningsforløb i faglig læsning. Blandt de allerbedste er serierne Første Fakta, Læs dansk fakta og De små fagbøger.
To gode fagbøger til både lystlæsning og undervisningsforløb i faglig læsning.