Denne højtlæsningsbog, der er udformet som en julekalenderfortælling, er oplagt for børn fra 5 år.
Kalenderfortællingen indeholder 24 afsnit samt et ekstra til første juledag. Der er dømt julestemning med nisser, kaniner og andre dyr. Plottet er det gængse juledrama, hvor julen er i fare. I dette tilfælde fordi nissen farer vild i skoven i en frygtelig snestorm. Mon det nogensinde bliver jul? Det er en udsøgt fornøjelse at nyde Eva Erikssons bløde, omsluttende og varme illustrationer - ikke mindst kaninerne vil vække genkendelsens glæde. Teksten er velskrevet med en del direkte tale, hvilket giver gode muligheder for kreativ fortolkning i formidlingen.
Fortællingen minder meget om Eva Erikssons bøger om Lille søster kanin. Der findes et stort antal kalenderbøger for børn i alle aldre. For samme målgruppe kan Halfdan Rasmussens Julekalender for børn nævnes.
Det er en fornøjelse at nyde Ulf Starks velskrevne tekst sammenholdt med Eva Erikssons dejlige og velkendte illustrationer. Fortællingen indeholder en god kombinationen af hygge, varme, humor og spænding - præcis som en rigtig kalenderfortælling skal. Vi taler høj kvalitet i samarbejdet mellem de to kapaciteter.