Julemanden bor på Grønland. Det slås fast allerede på den iøjnefaldende forside af den nye bog i fagbogsserien De små fagbøger. Her sidder julemanden med sin hvalrosstav på et fjeld og spejder ud over en grønlandsk fjord. Bogen fortæller om julens historie - både den hedenske og kristne jul, om bl.a. juletræet og gaver, julekalender, julemanden og nissen. De 15 opslag er forsynet med fotos og/eller stregtegninger, som på bedste vis understøtter den tospaltede tekst, hvor længere ord er forsynet med orddeling. Der er indholdsfortegnelse, stikordsregister og forslag til, hvor man kan søge yderligere oplysninger med bl.a. henvisning til webside. Der findes gratis opgaver til bogen, som kan bruges til fagligt læsekursus. Endnu en meget indbydende og fornem fagbog til de videbegærlige børn fra 9 år (3. klasse). Der findes ikke tilsvarende bøger om emnet til aldersgruppen. Forfatteren har skrevet endnu en bog i samme serie, Guld, 2004.