Her er en meget indbydende og flot bog om brug af harmonikapapir. Harmonikapapir er et nyt materiale, som består af mange lag silkepapir, der er forbundet med parallelle limstriber. Det klippes, foldes, trækkes ud og limes på karton. Forfatteren vil være kendt af hobbyfolk, der klippe-klistrer, for denne er hendes 15. bog af slagsen. Den indeholder ideer til julepynt med nisser, snemænd, engle, juletræer, juleblomster, julehjerter, kræmmerhuse og endelig pynt til jule- og nytårsbord. Indholdsfortegnelsen tjener også som en slags register, idet man for eksempel får 8 sidehenvisninger til punktet: "Pynt til grene", 9 henvisninger til: "Pynt til vinduet" og så fremdeles. Bogen indledes med en gennemgang af materialer, værktøj, arbejdstegninger og fremgangsmåde. Til hver model er der overskuelige arbejdstegninger, og det færdige resultat er vist på flotte farvefotos. På bogens sidste side får man at vide, at de fleste materialer kan købes hos boghandleren, og at de mere specielle ting må købes i hobby- og specialforretninger. Sådanne får man så nogle adresser på. Bogen henvender sig til fingersnilde små og store. I skolesammenhæng kan den give inspiration til pædagoger i fritidsordninger.